Forsiden
Den sidste møller i Lægaard Mølle
Carsten Kamuk som er den ene af de
håndværksmestre som bygger det nye møllehjul til Lægaard
Mølle er barnebarn af Sigfred Nielsen som var den sidste
møller.
Carsten Kamuk
I Holstebro Museums årbog 1979 skriver
Benny Boysen som interviewede Sigfred Nielsen flere gange og
her bringes et par uddrag af denne samtale.
Asta og Sigfred Nielsen ved deres sølvbryllup.
I februar 1980 døde
Sigfred Nielsen, Holstebro. Han var den sidste i en lang
række af vandmøllere i Lægaard mølle, og det blev ham, der
kom til at standse de hjul, som gennem mere end tre
århundreder havde malet kom på dette sted (fig. 1).
Under sit arbejde med registrering af
vandmøller og vandkraftsudnyttelser i Ringkøbing amt besøgte
Benny Boysen i oktober 1974 Sig- fred Nielsen for at lave
optegnelser om Lægaard mølles sidste aktive periode. Denne
artikel, hvor ordet helt er givet til Sigfred Nielsen, er en
redigeret udgave af den samtale, som fandt sted.1
Jeg er udlært i Studsgaard vindmølle
ved Herning ved det, man kalder »skråmølleri«, det vil sige
formaling af korn til foderbrug og ikke formaling af
brødkorn (tig-. 2). Jeg kom lige fra Studsgaard til Lægaard
mølle, hvor jeg blev møllersvend. Jeg var 19 år gammel, så
det må have været i 1921.
Vindmøllen i Studsgaard
Vindmøllen i Studsgaard, hvor Sigfred
Nielsen lærte mølleriet, var opført i 1882 som traditionel
8-kantet, paptækt, hollandsk mølle i en årrække tjente
møllen tillige som savmølle for brændetræ , idet vindmøllens
overkapacitet trak båndsav, 0g kløverværk til opskæring af
bjergfyr fra Hede selskabets store plantager syd for byen.
Om branden i
maj 1940 skriver Benny Boysen
Selve vandmøllen og stuehuset tog ingen
skade, men vandet fra mølledamen alene kunne ikke klare den
fremtidige maling, og derfor blev mølleriet nedlagt.
Efter branden købte kommunen det hele
af bogtrykker Vonsyld, og møllens gangtøj og kværne blev
solgt til produkthandler Laursen, som fjernede og skrottede
det hele. - Det var egentlig en stor skam, når man tænker på
det i dag.
Anders Lindholt
Nielsen, Inger Jensine Nielsen, Peter Sigfred Nielsen, Lisa
Vestergaard Nielsen og Gunnar Nielsen. 1972, Peters 70 års
fødselsdag.
|
Ejendomsforhold
Det var Niels Koldsøe Nielsen, der
ejede møllen, da jeg kom. Han var oprindelig kommet hertil
som møllersvend, men forpagtede senere møllen for til sidst
at købe den. Koldsøe havde været møllersvend for
hestehandler Peter Nielsen Rokkjær, som kun havde møllen en
kort tid, før han solgte til proprietær Anton Wille.2
Kammene var af bøgetræ, som greb ind i
et konisk krondrev al støbejern, som sad på den opretstående
akselvellen - hvorpå også stjernhjulet sad. Selv om både
gravhjul og krondrev var af støbejern, havde man altså
bevaret det gamle princip med, at træ og jern helst skal gå
sammen (fig. 4).
Stjernhjulet, der var omkring 2 meter i
diameter, var placeret på vellen i undermøllen lige under
kværnloftet. Stjernhjulet trak 3 drev: 2 kværndrev til
kværnene på kværn loftet og 1 drev som med en udveksling
kunne trække valsen. Dette drev brugtes også til et
hejseværk, hvormed kornsækkene løftedes op fra undermøllen.
De to kværne havde begge kunststen med
en diameter på 50 tommer. I omtale skelnedes kværnene fra
hinanden som »brødkværnen« og »skråkværnen«. Den ene kværn
havde været brugt til brødkorn og havde haft en rhinsk
møllesten. En rhinsk sten kunne findele kornet langt bedre
end kunststenene, men skulle til gengæld bildes næsten hver
anden dag for at være i orden.
Skråkværnen havde derimod hele tiden
været anvendt til grutning. Da jeg var i møllen, brugtes
begge kværne til formaling af foderkorn. Det var næsten
udelukkende »skrå maling« vi beskæftigede os med, men det
hændte da, at vi også malede lidt brødkorn.
1 møllen havde tidligere været grynpilleri og kornsigte.
Begge dele var der endnu, da jeg kom, men blev ikke brugt.
Vandhjulet trak i øvrigt også en slibesten, som stod lige
ved møllehusets gavl. Jeg bildede selv kværnstenene. Det
skulle gøres en gang om ugen, og det var altid onsdag aften.
Da jeg var møllersvend, havde jeg som regel en mand (il al
hjælpe mig. Vi tog stenene op omkring klokken 20, og kunne
så være færdige med bildningen hen ad klokken et. En
nybildet kværn kunne male 5 tdr. korn - 500 kg - på en time.
Vi kørte faktisk altid kun med den ene kværn ad gangen. Det
var ingen fordel at køre med dem begge, for sammen kunne de
ikke bestille dobbelt så meget.
Efter nedlæggelsen af mølleriet kom jeg
til at arbejde på Poul Andersens tømmerhandel, og derefter
kom jeg op til min indirekte arbejdsgiver gennem mange år:
Schous købmandsgaard, hvor jeg var i henved 20 år.
Blev kaldet " Fister " var
Peters søster, Gunnar Nielsen, Peter Sigfred Nielsen, Asta
Mariane Christiansen og Lisa Vestergaard Nielsen.
Hesten Gyldenspjæt fra Holstebro Zoo. Ca. 1935.
|
